Intern uddannelse for Medusas frivillige
Som frivillig i Medusas vil du få mulighed for at deltage i et eller flere forskellige uddannelsesforløb.
Al intern uddannelse er betalt af Medusa; du får med andre ord muligheden for at få relevant og brugbar uddannelse inden for et eller flere områder relateret til partnervold uden nogle personlige økonomiske udgifter. Vi forventer dog, at du afsætter den nødvendige tid til selve uddannelsen samt efterfølgende til videreuddannelse.
Medusas interne uddannelse tilrettelægges og udføres af en autoriseret psykolog med stor erfaring inden for området.
Introforløb
Alle frivillige i Medusa skal gennemgå et obligatorisk introforløb, hvor de bliver introduceret til Medusa og foreningens arbejde. Du vil også blive uddannet i hvad partnervold er samt hvilke konsekvenser partnervolden har. Introuddannelsen varer 4 måneder. Introforløbet indledes med 2 fulde intro dage. Herefter deltager du i mindre introgrupper 2 gange om måneden.
Afklarende samtale
Når du har gennemgået introforløbet, får du en individuel samtale med den uddannelsesansvarlige i Medusa, hvor det bl.a. drøftes hvilke opgaver du er klar til og har lyst til at indgå i. Det aftales også hvilken videre uddannelse du vil blive tilbudt.








